Ord der skaber forandring
Vores hjerne - der styrer vore tanker og følelser, og hvad vi oplever - er et yderst kompliceret organ, og samtidig nem at påvirke.
For snart 10 år siden læste jeg en bog af Hjerneforsker Keld Fredens omkring innovationsledelse. Et citat fra den bog endte med at blive et slags mantra for mig: ”Det vi tænker om virkeligheden, bliver virkeligt”. En sætning der blev skelsættende for mit liv, og virkelig viser, hvor stor en magt vores tanker har i relation til, om vi lever det liv, vi drømmer om! Det kan vi benytte os af. Et lille trick, som understreger at ”gentagelser bekræfter forståelsen” – et verbalt virkemiddel, der virker! Der er tale om affirmationer eller bare sætninger.
Prøv at finde ”din sætning”/din affirmation. Det skal være en egenskab, en ”synsning”, en overbevisning hos dig selv, en adfærd, som du gerne vil ændre. Dette skal du omsætte til en sætning – du har fundet en god sætning, hvis den føles forkert, er svær for dig at sige højt. Et par eksempler kan vise, hvad jeg mener:
Har du tendens til altid at hjælpe andre og lidt glemme dine egne behov kunne din affirmation være: ”Jeg prioriterer mine egne behov højest”. Er du lidt af en anerkendelses-junkie med et udpræget præstationsmønster, kunne din affirmation være: ”Jeg får al den anerkendelse, jeg har behov for”.
Føler du ikke du er god nok til dit job, kunne din sætning være: ”Jeg er dygtig til mit arbejde”.
Dette er blot nogle eksempler – du har fat i en sætning, der virker for dig, hvis den virkelig føles forkert at sige højt. Sætningen skal også være positiv, være formuleret i nutid og helst starte med ”Jeg”. Når du har fundet din sætning, skal du hver morgen og hver aften i 4 uger sige sætningen højt 20 gange foran et spejl, mens du kigger dig selv i øjnene; altså 20 gange morgen og 20 gange aften.
Efter de 4 uger skal du blot gentage ritualet en gang imellem for at underbevidstheden fortsat har fat i ”dit nye tankemønster”. Du kan sagtens have flere affirmationer i gang på samme tid, men jeg anbefaler, at du starter med een.
God fornøjelse og grib dagen.